Hej Søster x Roskilde Festival // Baby in Vain

Københavnske Benedicte, Lola og Andrea har siden 2010 spillet sammen i rockbandet Baby In Vain. Siden da har de tre musikalske musketerer stået mange lange ture på landevejene igennem, haft op og nedture, været roomies og blevet voksne sammen. Senest optrådte de på årets Roskilde Festival. Den kommende plade er udsprunget af ulykkelig kærlighed og byder på personlige tekster og en ny lyd.

Hej Søster mødte Benedicte og Lola til en snak om alt fra et meget mystisk sammentræf på en parkeringsplads, om at skrive musik på en anderledes måde end tidligere og at være vokset op uden at tænke over sit køn.

Baby in Vein ved hvid baggrund

Foto / Julie Bjarnhoff

I har lige optrådt på Roskilde Festival med dansekompagniet Corpus. Hvordan var det at se jeres musik i fysisk form og hvad var processen bag samarbejdet?
 
Benedicte: Vi har skrevet al musikken specifikt til det.

Lola: De var med i hele processen undervejs, vi lavede alt sammen med dem og koreografen.

Benedicte: Til at begynde med spillede vi nogle af vores nye numre for dem for at de kunne fornemme hvor vi var henne. De kastede sig ud i at danse til det med samme og det gjorde et ret stærkt indtryk på mig at se dem fortolke musikken med deres kroppe. Derfra var det et samarbejde.

Lola: Det har været vild sjovt og spændende, men vi gør det nok ikke lige igen foreløbigt.

Benedicte: Nej, ment på den måde at det var så fedt at hvis vi lavede noget lignende ville vi ikke kunne lade være med at sammenligne det.

Lola: Det var once in a life time. Hvis man ikke var der, så er det bare ærgerligt.

Der er noget jeg er nødt til at få afklaret. Har i nogensinde spillet på en parkeringsplads foran Domus Vista?
Tilbage i 2010 eller 2011 boede jeg i området og en dag var jeg derovre for at købe ind og så opdagede jeg et arrangement. På scenen stod der de her tre helt unge piger og spillede det vildeste musik. Jeg var totalt blown away. Jeg har tænkt på det lige siden. Var det jer?

Baby In Vain: Ja, det var os! Det var en af vores allerførste shows.  Vi vandt en konkurrence, afholdt af Katapult. Publikumsprisen vistnok.

Ok. Det er virkelig syret at det var jer!
I har jo spillet sammen siden 2010, rejst verden rundt og endda boet sammen. Hvordan sørger i for at have et godt fællesskab og at det bliver ved at være sjovt igennem alle de udfordringer man møder i den her branche?

Lola: Det er gået op og ned. Nogle gange er det bare ikke sjovt.

Benedicte: Men vi er rigtig tålmodige. Der er også tidspunkter hvor vi bliver knyttet endnu tættere sammen fordi branchen omkring os har været nederen. Så har det været os tre mod verden.

Lola: Vi har vokset langt fra hinanden i perioder og har skullet finde sammen igen. Det er sket en del de sidste 8-9 år.

Det er sejt. Mange bands formår ikke at holde sammen når der opstår ting internt og der kommer pres udefra.

Lola: Nu her efter Roskilde Festival skal vi også have en lang pause fra hinanden. Nok i hvert fald en uge eller et par dage.
Så ringer vi til hinanden fordi vi ikke har andre venner, haha.

Hvor mødtes i?

Benedicte: Lola og jeg mødte hinanden på Rytmisk center til et samspilshold, og så mødte vi Andrea senere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto / Julie Bjarnhoff

Det virker som om i havde en klar musikalsk identitet fra start af. Havde i lyttet til samme musik inden?

Benedicte: Vi havde få fællesnævnere i forhold til hvad vi lyttede til.

Lola: Nærmest ikke. Men vi fandt nogle ting vi kunne lide sammen i løbet af det første år. Det var ting som Black Rebel Motorcycle Club som Andrea introducerede os for. Det samme med Sonic Youth og The Jesus And Mary Chain.
Jeg lyttede meget til Kuyss og Queens Of The Stone Age, men vi fik ikke Andrea helt med på det der lå i den helt tunge ende. Hun kom med det lidt mere catchy og melodiske.

I har også spillet meget i udlandet. Hvor har i haft de bedste koncertoplevelser?

Benedicte: Udlandet er sjovt, det føles mere som at være på eventyr. Men forplejningen er helt sikkert bedst i Danmark. Sidst vi var afsted i England på en tre ugers turné, var det ret hårdt.

Lola: Til gengæld er folk i England gode til at komme ud. Det er folk ikke altid så gode til i Danmark. Vi har været på tour i USA som support for The Kills. Det var den mest overvældende publikumsrespons vi fik, de var virkelig givende. Det samme gælder for publikum i Sydeuropa.

Hvornår er jeres nye album færdigt?

Lola: det kommer forhåbentlig ud tidligt ud næste år. Men alt kan ske.

Jeg ved i ikke kan lide betegnelsen kvinderockband, og det kan jeg sagtens forstå. Møder i den der kassetænkning meget?

Lola: Jeg tror der er et skift på vej, men der er helt sikkert lang vej igen. Jeg oplevede det for nyligt da jeg spillede på Copenhell til deres jubilæumskoncert. Da var jeg den eneste kvinde ud af 40 musikere og fik at vide at det var godt jeg kom og repræsenterede mit køn. Der er ikke noget galt med de kommenterede på det, men det er bare virkelig mærkeligt. Jeg havde godt lagt mærke til, da jeg så listen over dem der skulle spille, at de alle sammen var mænd. Det var jeg alligevel lidt overrasket over.

Ja, og du stak så ud netop på grund af det. Det kan være en svær ting at italesætte.

Lola: Det skal helt sikkert italesættes, synes jeg. Helt fra start blev vi omtalt som et pigeband, og vi har hele tiden haft den indstilling at vi bare vil gøre vores ting og ignorere den betegnelse så godt vi kan. Vi ville hellere ’lead by example’. Men samtidig er det også fedt når folk kommer op og fortæller os det er vigtigt for dem at se tre piger der spiller i band sammen, fordi det er jo åbenbart stadig noget der skiller sig ud.

Ja, i kommer til at inspirere flere til at lave musik ved at gøre det i gør. Lydmor havde en god pointe i at man måske har tendens til at spejle sig mest i sit eget køn, hvis man er blevet kønnet meget i sin opdragelse. Tror i der er noget om det?

Lola: Jeg kan mærke jeg selv er ved at blive mere bevidst om det, om kvinder og mænd overordnet i det musikalske landskab. Den bevidsthed havde jeg ikke rigtig før. Nu lægger jeg mærke til hvis jeg ser der kun er mænd på scenen hyret til at spille, de samme der sikkert spiller med ti andre danske bands lige nu. Undskyld jeg siger det, men de ser bare virkelig kedelige ud. Sådan tre rigtig hvide mænd. Det er egentlig ikke særlig woke, haha. Det havde jeg nok ikke skænket en tanke for bare to år siden.

Nej, det er jo hvad vi har været mest vant til at se. Ligesom mange ikke studser over festival line-ups uden kvinder, med mindre man er bevidst om det.

Benedicte: Det går helt ned til nogle fundamentale sociale og kulturelle normer.

Er i vokset op med at føle begrænsninger på grund af jeres køn?

Lola: Overhovedet ikke, det er også derfor det har været så svært at relatere til. Det er aldrig noget der har stået i vejen for at vi kunne gøre hvad vi ville.

Benedicte: Forkælede københavnerunger, haha.

Lola: Jeg har aldrig rigtig oplevet det, så når folk spørger hvordan det er at være kvinde i musik, så forstår jeg ikke rigtig hvad de mener. Der er helt sikkert mange der har det svært som kvinde i musikbranchen, men jeg har ikke selv oplevet det. Jeg tror faktisk heller ikke vi har lagt mærke til hvis vi bliver udsat for diskrimination, eller noget mere subtilt. Jeg har bare en klap, sådan ’fuck af med dig, jeg skal herhen’. Der har kun været nogle gange hvor jeg bagefter har tænkt at folk sagde nogle lidt underlige ting.

Benedicte: Hvis vi kommer ud på spillesteder hvor der er en lokal lydmand, så bliver de nogle gange lidt overraskede når vi begynder at stille vores gear op og skruer højt op. Så begynder de at tage os mere seriøst, men det tager lidt tid.

Hvordan er processen med det nye album?

Lola: Vi har været lidt i studiet med Nis Bystad og lavet nogle nye tracks. Vi mixer det rimelig meget op lige for tiden og prøver nogle ting af.

Benedicte: Vi betegner det som alternativ indie poprock, for at brede det helt ud. Det kan være hvad som helst.

Lola: Vi har altid stukket i mange retninger, men vi smider mere og mere den tunge rocklyd af os og finder mere ind til sangene, fremfor lyden.

Benedicte: Jeg sad og lyttede til indspilningerne i studiet det og tænkte ”Er det os der har spillet det? Det lyder sgu rimelig pro’. Vi er alligevel blevet bedre og ældre.

Lola: Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud med noget ny musik. Det er Baby In Vain Volume 2.0 Det bliver en stor kærlighedsplade inspireret af nogle heartbreaks.

Var der heartbreak hele runden rundt?

Benedicte: Ja, det var der faktisk.

Lola: Det handler om ægte følelser. Jeg synes først det er nu her på den sidste plade at jeg er begyndt at skrive nogle tekster som handler om noget virkeligt. I starten var det bare om at råbe højt i øveren.

Benedicte: Det er også det der inspirer os selv og andre. At man kan mærke der er noget på spil.

Baby in Vein

Foto / Julie Bjarnhoff

__________