Hej Søster x Roskilde Festival // Girlcrush

Girlcrush er et spritnyt navn på den danske rockscene. De bevæger sig indenfor punkpop-genren og betegner sig som et queer feministisk band. Drevet af det umiddelbare, det personlige og det eksperimenterende, kaster de tre bandmedlemmer sig over de udfordringer de møder på deres vej med krum hals mens de messer fællesmottoet ”vi gør det bare”.

Hej Søster mødtes med to ud af tre bandmedlemmer, Nat og Andrea. Gruppens tredje medlem, Marie, vidste de andre ikke lige hvor var og hun svarede ikke på telefonen. Det ville næsten være skuffende hvis der ikke var én der udeblev på mystisk vis, nu vi har med et punkband at gøre, så det var som det skulle være. Vi fangede hende dog efterfølgende så hun kunne være med i Hej Søsters photoshoot.

Girlcrush står ved gul væg

Foto / Julie Bjarnhoff

I mødte hinanden via et facebookopslag i 2017 i gruppen ’ugidelige feminister’ hvor Nat søgte nogle musikalske legekammerater.  I har siden da udgivet 2 numre og har netop spillet Roskilde Festival for første gang. Kan i selv helt følge med?

Nat: Ja og nej. Vi gør det jo bare, selvom det er mega angstprovokerende. Jeg synes det er rigtig svært at stå på en scene, jeg kan bedst lide at være i øveren eller indspille. Men det var selvfølgelig også rigtig fedt.

Andrea: Det var også mega sjovt. Jeg har stadig ikke rigtig forstået det.

Jeg læste at i tidligere har haft lyst til at spille musik, men har holdt jer tilbage, til dels på grund af de mænd i kendte i musikmiljøet. Hvad var det i var bange for de ville sige eller gøre hvis i stillede jer frem og ville være med?

Nat: Jeg har været i kæresterollen og været kæreste med en musiker, så på en måde følte jeg mig stuck i den rolle. Det var ikke nødvendigvis fordi jeg var bange for hvad responsen ville være, men det føltes nærmest ikke som en mulighed.

Så du var lidt låst fast i rollen som den der stod ved siden af og heppede?

Nat: ja.

Andrea: Det var vi alle tre.

Delte i med jeres kærester at i gerne ville lave musik?

Nat: Jeg spillede engang nogle sange jeg havde skrevet for min kæreste og han sagde at han synes det var dårligt.

Er det stadig din kæreste?

Nat: Jeg er gift med ham nu. Han har så siden ændret holdning og er mega støttende og sød. Men dengang havde han en meget pik-rock 70’er-agtig tilgang til musik og det er jo slet ikke sådan noget vi laver.

I havde jo ikke meget erfaring inden i dannede bandet, men har bare kastet jer ud i tingene. Det er da temmelig punkagtigt. Har i haft nogle punkforbilleder rent musikalsk?

Nat: Da jeg var teenager, synes jeg Avril Lavigne var mega sej. Hun var mit første rigtige crush.

Jeg elsker også The Ramones og The Cure. De har en god blanding af det legende og det seriøse.

Hvis vi tager det spørgsmål ind i nutiden, hvem ser i så op til?

Andrea: Jeg elsker Björk. Hun er fucking sej.

Nat: Vi elsker Robyn. Og Rebecca Lou. Vi er på samme pladeselskab som Rebecca. Vores selskab, We Are Suburban, er et lille independent selskab.

Fedt med alle de små selskaber der popper op. Jeg føler DIY er stærkt på vej tilbage efter en lang periode med majors og en fast måde ”man gør ting på”.

Nat: Ja. Det er fedt på vores selskab, fordi der er et godt sammenhold. Alle snakker med hinanden.

Hvor mange koncerter har i under bæltet?

Andrea: 10 eller sådan noget

Nat: Nej, 13. Den her på Roskilde Festival var vores trettende.

Andrea: Vi har kun spillet koncerter siden sidste sommer.

Jeg elsker den attitude. ”Vi gør det bare”

Girlcrush: Haha. Ja, det er vores motto. Det siger vi hele tiden.

Det er sejt. I musikbranchen har jeg selv mødt at man ofte skal overbevise folk i branchen om at man har en berettigelse og at man hele tiden skal bevise sig selv i forhold til om man selv skriver sin musik, selv producerer osv. Møder i det?

Andrea: Ja, helt sikkert. Men der er også mange ting vi ikke kan finde ud af, fordi vi er nybegyndere. Jeg spillede ikke trommer før jeg startede i bandet, så jeg har kun spillet trommer i to år.

Min pointe er faktisk at det er lige meget, for det er jo udtrykket og den musik der kommer ud der gælder. At det bør være kunsten og musikken man dømmer på.

Nat: Ja, det er i hvert fald meget begrænsende hvis man skal have masser af erfaring før man skal have lov til at lave noget som helst. Og der er jo ting vi er dygtige til. Vi er ikke så gode på vores instrumenter, men vi er mega gode til at arrangere sange, skrive tekster og arbejde sammen. Vi træffer beslutninger sammen og er gode til at blive enige. Det er vigtigt at kunne i et band.

Jeg tænker ofte det må være vildt at være i et band, for det er jo på sin vis ligesom et ægteskab.

Nat: Jeg har aldrig før haft en social relation på den måde.

Andrea: Bandet betyder så meget for mig. Det betyder faktisk alt for mig lige nu.

Hvordan gik jeres første Roskildekoncert så?

Nat: Det gik sygt godt. Folk dansede og havde det sjovt. Vi blev ret selvsikre undervejs.

Andrea: Jeg ved ikke om vi spillede det bedste nogensinde, men stemningen var den bedste vi har oplevet og det var for vildt at se folk der ikke i forvejen kendte vores musik stå og synge med på numrene.

Nat: Og der kom en masse folk bagefter der gerne ville snakke med os og kramme.

Andrea: Jeg signerede en Furby.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Girlcrush holder i hånd

Foto / Julie Bjarnhoff

Hvad er planerne herfra?

Nat: Vi skal spille til Uhørt Festival og så skal vi indspille et mini-album i løbet af sommeren.

Andrea: Det kommer ud i starten af 2020, men der kommer nogle singler før.

Hvad lavede i inden Girlcrush?

Nat: Jeg læser en kandidat indenfor moderne kulturformidling. Og har en bachelor i kunsthistorie. Og så har jeg været psykisk syg.

Ja, jeg læste at et emne som mental helbred er et tema i jeres sange.

Andrea: Jeg er stadig ikke færdig med min bachelor, jeg er i gang med at læse til pædagog. Og jeg er også psykisk syg.

Marie har en kandidat i Etnologi.

Hvor længe har i vidst i er feminister?

Andrea: Det blev en del af popkulturen for nogle år siden. Jeg gik vist i 2.g, tilbage i 2012. Det var noget folk snakkede meget om og derigennem blev jeg woke, haha.

Nat: Jeg var ca. 19 år og havde en veninde der var feminist som inviterede mig ind i en masse facebookgrupper.

Andrea: Jeg fulgte en masse på Tumblr der talte meget om feminisme, og det gik op for mig at jeg synes det gav sygt god mening og at jeg indtil da havde været lidt en idiot.

Det er ikke blevet diskuteret så åbent i mange år, siden 60’erne og 70’erne. Tiden er moden til vi kan snakke om det igen. Kan i egentlig anbefale nogle andre seje queer feministiske bands til vore søstre derude, hvis der er nogle der er nysgerrige på mere?

Nat: Mimic Octopus er en trio, de er fucking seje. Og en anden trio der hedder Enids. Og så kan jeg virkelig godt lide en nonbinær kunstner der hedder Ezra Furman.

Andrea: Der er også Sir Baby Girl, som er en nonbinær biseksuel aktivistisk sanger som laver fed dansepop.

Jeg vil slutte med det samme spørgsmål jeg stiller alle. Hvad er den største forskel på at være mand og kvinde/nonbinær i musik anno 2019?

Nat: Som mand går folk ud fra at man er dygtig. Og som kvinde eller queerperson går folk ud fra at man ikke er dygtig.

Men hvorfor?

Nat: Fordi manden som figur kulturelt sætter standarden for hvad et menneske er.

Wow, hvor var det sygt sagt. Det er jo så rigtigt. Tror i det ændrer sig nu hvor der er nogle snakke der bliver taget?

Andrea: Det er på vej. Når der kommer en reaktion, kommer der også altid en modreaktion.

Nat: Hvis man skal være lidt pessimistisk, så har der været en lignende bølge omkring kvinder i musik i 70’erne som døde ud. Patti Smith snakkede om det, men folk er stadig overraskede over at kvinder kan spille rockmusik. Det går sgu langsomt, men det kan være det er i denne omgang vi opnår det.

Girlcrush sidder ved gul væg

Foto / Julie Bjarnhoff

__________