Hej Søster x Roskilde Festival // Hoy La

Hvordan lyder minimalistisk arkitektur iklædt japansk æstetik? Det finder du ud af hvis du lytter til Hôy La. En spirende musikalsk karriere der fik lov at gro langsomt men sikkert indvendigt før den fik lov til at slå rødder udenfor kroppen, står nu i fuldt flor. Det blev slået fast da hun spillede en utrolig varmt modtaget koncert på årets netop overståede Roskilde Festival. Hej Søster har mødt danskboende Hôy La til en snak om, blandt andet, at gøre ting selv, om at turde lave musik og om at ikke være bange for kvoter i musikbranchen.

Hoy La foran blå væg

Foto / Julie Bjarnhoff

Jeg lægger lige ud med et rimeligt forudsigeligt spørgsmål for at få lidt baggrund på plads. Du er fra Norge men bor i Danmark. Hvordan er du endt her?

Jeg er fra Trondheim i Norge og flyttede til København for 6 år siden. Jeg startede på Universitetet i 2013 hvor jeg læste samfundsvidenskab. Jeg ville gerne redde verden og være i Røde kors. Sådan save-the-world agtigt. Men endte med at læse indenfor Urban Design.

Jeg tog en bachelor og arbejdede med det, men allerede dengang vidste jeg at jeg gerne ville lave musik. Men jeg havde et meget lille musikalsk netværk i København, dem jeg kendte der spillede musik boede jo i Norge. Jeg havde altid tænkt jeg skulle læse på universitet men følte mig egentlig også lidt sat i en boks. Så det tog lidt tid før jeg turde.

Var det lidt en sikkerhedsting for dig at studere?

Ja, meget. Jeg kommer fra en meget akademisk baggrund.
Men så flyttede jeg til Holland på udveksling hvor jeg havde meget tid alene, så jeg meldte mig til et sangskriverkursus og begyndte at lave elektronisk musik i Logic. Jeg tror det var et vigtig skridt for mig, bare at gå i gang og tage ansvaret selv. Da jeg kom tilbage til København, spillede jeg tre numre til en magasin release. Efter koncerten tog lydteknikeren fat i mig og foreslog vi skulle mødes for at lave musik.

Hvad var planen så derfra? Var fokus helt på musikken?

Nej, jeg fuldførte lige min bachelor, men jeg vidste hvad jeg egentlig ville. Det var et kæmpe spring at gå i gang med at producere selv og gå i gang med arbejdet omkring musikken. Det var også et springbræt for at møde andre.

Du var aldrig blevet opfordret af andre til at lave musik?

Nej ikke sådan rigtig. Jeg kom fra et sportsmiljø i Trondheim, så det var først når jeg startede på højskole, at jeg mødte folk der spurgte om jeg ville spille med. Jeg elskede at stå på scenen og har tidligere danset, så det var vildt spændende at få lov til at lære kontrabas og synge. Men det har taget tid at opbygge selvtillid, nu jeg ikke er klassisk trænet, spillet i bands eller har gået på musikskole.

Min oplevelse som selvlært også, er faktisk at man nogle gange kan høre ting i musikken andre ikke kan. Man er ikke låst fast, så det kan være en styrke at være intuitiv og bare høre hvad man synes fungerer.

Ja, man går til musikken på en anderledes måde, på godt og ondt. Jeg føler mig ikke begrænset, men nogle gange gad jeg godt have nørdet et instrument. Det er da også klart det ville have været en fordel tidligere at være i et musikmiljø og turdet gå den vej noget før.

Du er jo meget selvstændig og har, blandt andet, på egen hånd sat en tour op til Japan hvor du spillede og skød musikvideoer.

Det har egentlig altid været naturligt for mig at tage ting i mine egne hænder. Jeg tror det har været vigtigt ikke at være bange for selv at skrive mails og send dem rundt. Hold kæft, det er en stor del af arbejdet. Nogle gange fylder det meget mere end at skrive musik.

Det gik tidligt op for mig at businessdelen er vigtig og det har jeg forsøgt at omfavne fra start af – selv om jeg var meget grøn til at starte med.

Har du en manager?

Nej, jeg har selv styret det fra start af. Jeg har en booker og det har været virkelig godt at nogle andre fokuserer på den del. Men jeg står selv for alt PR og er selv manager på projektet.

Hvis jeg kunne finde ud af hvad spillereglerne er og bruge det på den måde det giver mening for mig så kan jeg rykke på nogle ting. Som med musikvideoerne, jeg har altid syntes det er sjovt at arbejde æstetisk og det er en unik mulighed at kunne skabe det visuelle. Man får en platform for at arbejde kreativt og strategisk på forskellige niveauer og det kan jeg godt lide.

For mig føles din musik nærmest filmisk. Er film en inspiration og hvad betyder det visuelle for dig?

Jeg finder inspiration i alt muligt. Jeg føler nogle gange at jeg arbejder med to forskellige dele af kroppen, når jeg skriver musik og når arbejder med det visuelle. Jeg tror helt klart jeg har taget med mig inspiration fra min baggrund indenfor arkitektur og urban design. Mine forældre er jo også arkitekter, så jeg har altid synes det har været sjovt at arbejde med former, minimalisme og arkitektur, og det er kommet til udtryk i mine videoer. Jeg finder også meget inspiration i det daglige, som instagram hvor folk deler deres kunst og hverdagsæstetik, men også mere klassiske ting som kunstbøger, museer og selvfølgelig mennesker. Jeg elsker at kigge på det grafiske design i kunstbøger – Spine Studio for eksempel, de laver den vildeste grafik!

Det er vildt interessant. Er det derfor du var draget af Japan?

Ja, helt vildt. Japan er jo så æstetisk i sig selv. Arkitekturen er så speciel og det hele er så grafisk – det er overalt i garderne, skiltene og de rene linjer i deres design og tøj! Jeg har længe drømt om at lave musikvideoer der nede. I oktober sidste år rejste jeg ned med et lille hold. Det var helt syret, vi spillede tre koncerter og skød to videoer på otte dage.

Lærte du noget nyt om dig selv på den tur?

Det var en fantastisk rejse, vi fik nogle meget anderledes koncertoplevelser end dem vi kender hjemmefra. Publikum er super høflige. På en af koncerterne i Tokyo var der ingen der klappede undervejs – de klappede først til sidst (ha ha). Det var helt klart fedt at mærke at man kan sætte op sådan en tour selv. At man kan få en idé og så fuldføre den hvis man bare brænder nok for det.

Din debut EP udkom tidligere i år. Hvor længe var den undervejs?

I ret lang tid. Jeg tog et valg om at udgive sangene som enkeltnumre, fordi jeg til at starte med følte at det gav mening. Men samtidig fik jeg lyst til at samle det, til et samlet værk. Det føltes godt. Numrene er ret forskellige men samlet set er det jo mig.

På dit nye nummer Kids synger du The Kids Are Not Alright. Hvem er børnene og hvorfor er de ikke okay?

Jeg skrev nummeret til en rigtig god vens forældre fordi de ikke kunne anerkende at han havde det rigtig dårligt. Det er en opfordring til at huske at spørge ind til hvordan folk har det. Man skal snakke om de svære ting. Psykiske lidelser er så tabubelagte, hvilket gør det hele meget værre. Men der er ikke noget farligt i at snakke om det eller bare spørge om folk er okay. Sangen går vel i virkeligheden ud til vores generation af unge der bakser meget med livet og de skal ikke føle sig alene!

Du har sikkert lagt mærke til hele den her debat der er oppe omkring kvinder i musik og manglen på repræsentation. Hvad mener du om den snak?

Jeg har tidligere været med til at skabe et kvindenetværk der hedder 1610K. Det startede med vi var nogle kvinder i branchen der begyndte at snakkede sammen og hurtigt voksede netværket sig stort.

Det der sker nu, er at mange kvinder går sammen og det er rigtig godt at man tør snakke om det. Jeg oplever stadig folk der er bange for at sige de er feminister og det synes jeg er sygt svært at forstå.

For mig betyder feminisme ligestilling og jeg kan ikke forstå hvorfor det er så svært at sige, i Norge er jeg vokset op med at både mænd og kvinder siger de er feminister. Men for andre betyder det muligvis noget andet. Måske har vi brug for nogle nye udtryk som favner bredere og rummer de forskellige måder at se køn på.

Er der samme debat og issues i Norge?

Ja det er der helt sikkert, men nogle gange føler jeg at Norge er kommet lidt længere. Jeg ved ikke sådan statistisk, men jeg føler måden man snakker om det ligger lidt et andet sted. Der er en diskurs som folk er med på omkring ligestilling og feminisme, som har været en del af en offentlig debat i længere tid. Det er ved at ske nu, at folk forener sig i Danmark. Og det hjælper der er flere stemmer, så man er sammen om det og ikke er bange for at tale om det. På den måde kan der være mere fokus på selve problematikken fremfor den der tør at udtale sig.
Den energi der er lige nu, er fucking fed

Jeg forstår ikke hvorfor man er så bange for at kvotere. Vi er alle enige om at flere rollemodeller er med til at rykke ting. Ikke kun som sangerinder men også som bassister, teknikere og trommeslagere, så hvorfor sørger vi ikke for der er flere. Det handler jo ikke om mangel på kvalitet. Selvfølgelig ville man booke nogle der var gode. Jeg forstår ikke når folk siger at det skal handle om kvalitet, selvfølgelig skal det jo det? Som om en 50/50 ikke ville være kvalitet? Hvis det for en booker vil betyde at gøre en nødvendig reserach for at opdage alle de seje kunstnere der er der ude, synes jeg bare det ville være fedt.

Der er mange der er så bange for kvoter, og jeg er i virkeligheden ligeglade med om folk siger de kvoterer, de kan jo sagtens have en intern kvotering, men bare book en mere realistisk fordeling, det er jo det handler om. I Norge startede man nogle kvoteringer indenfor tech på universitetet og nu er der ikke længere brug for kvotering. Det var en overgangsperiode indtil der kom en balance, for at begynde at rykke på det.
Vi har snakket om det her siden 70’erne. Vi har sagt det samme i mange år, så hvorfor er man så bange for at prøve nogle ting af?

Det er fedt med et friskt take på det. Det havde jeg ikke tænkt over.
Jeg håber også vi får flere kvinder at se i nogle af de poster der sidder på magten, det mangler virkelig også. Man har jo nok generelt en tendens til at spejle sig mest i sit eget køn og derfor sker der et ubevidst fravalg af kvinder hvis kun mænd besidder de poster.

Ja, vi skal være sammen om det. Der er så mange mænd der også ønsker en forandring, så det at samarbejde tror jeg er den helt rigtige tilgang til det.

Hoy La ved blå væg

Foto / Julie Bjarnhoff

__________