Hej Søster x Roskilde Festival // Lydmor

Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rosander, stod nogle år tilbage overfor en skillevej i sit musikalske liv. Vejen hun tog, blev et fly til Shanghai, væk fra alt det der plejede at være. Det blev en skæbnesvanger tur der bød på technoklubber, underverdner, filmiske karakterer og ultimativt en klarhed der fik Lydmor til at indse hvad hendes næste træk skulle være. Nemlig at beskrive det magiske i verden som mange af os helt overser.

I dag er hun en stærk og unik stemme på den danske musikscene, og forener på fineste vis sin teatralske kunst med hårdtslående elektroniske beats og hemmelighedsfulde tekster.

Lydmor siddende med blå baggrund

Foto / Julie Bjarnhoff

Vi starter lige med at snakke lidt om at du for mange bliver betragtet som et nyt navn og, synes jeg, et friskt pust på den danske musikscene. Men du har jo egentlig udgivet musik siden 2009, så hvordan føles det at blive kategoriseret som et nyt navn?

Der er nogle ting ved det jeg godt kan forholde mig til, fordi jeg for tre år siden gendefinerede mig som kunstner og ændrede min måde at arbejde på.

Hvad ændrede du?

I mine første to udgivelser var jeg meget usikker og vidste ikke helt hvad jeg lavede, og var super påvirker af hvad andre folk sagde. Og på et tidspunkt blev det et kæmpe problem.

Jeg havde mødt en masse kunstnere med meget integritet i mine internationale samarbejder som vidste hvad de ville. De var nogle enormt inspirerende mennesker og jeg føler mig heldig over at jeg arbejdede med dem, men det fik mig til at indse at jeg måtte tage lidt tid og lige finde ud af hvad fanden der skulle ske. Og det var så der jeg flyttede til Shanghai.

Hvorfor lige Shanghai? Kiggede du bare på et kort og sagde tilfældigt ”der?”

Jeg ledte efter et sted der ikke havde en historie i forvejen. Du ved ”musiker flytter til New York eller Los Angeles”. Den historie følte jeg nærmest ville være skrevet færdig før jeg overhovedet satte mig på flyet. Der var noget ved Shanghai hvor jeg ikke vidste hvad der ville ske hvis jeg fløj derhen, så det var nok meget godt at gøre.

Så du startede faktisk helt fra scratch.

Fuldstændig. Jeg flyttede ind i et kollektiv. Det første kollektiv jeg boede i, var sammen med fire italienske dudes som tog min ind som familie og kunne lære mig hvordan man opererer i den der sindssyge by.

Hvordan kom du ind i den mere kunstneriske side af byen?

Jeg dumpede ned midt i technoscenen ved et uheld. Min mission var at researche elektronisk musik som elektronisk musiker så jeg begyndte at tage på klubber alene. Første gang jeg gjorde det, løb jeg ind i en pige, som er dronningen af Shanghais technoscene. Hun er ikke selv musiker eller laver events, men har et helt crowd omkring sig. Helt Great Gatsby-agtigt. Hun var super karismatisk og alle ville gerne være hendes ven.

Wow. (hvisker) Er det Claudia?

Det er ikke Claudia, men hun kender Claudia.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lydmor med cigaret

 Foto / Julie Bjarnhoff

Jeg læste du aldrig ville afsløre hvem Claudia er?

Ja. hende her kalder jeg The Queen Of The Night på pladen.

Hun typecaster folk til sit crowd, som består af mega fede mennesker som forfattere, poeter og kvantefysikere og hun tog mig ind. I løbet af en uge havde jeg et kæmpe crowd af mennesker som jeg var venner med og tog til technofester med.

Hvor vildt. Det lyder helt skæbneagtigt.

Der var så mange ting ved den tur der var virkelig skæbneagtige.

Hvad fandt du i Shanghai som du ikke kunne finde hjemme?

Den største ting ved Shanghai var at jeg blev mindet om hvorfor jeg gør det jeg gør og hvorfor jeg elsker at lave kunst. Jeg har altid gerne villet vise folk hvor smuk og vild verden er. Alt er mere magisk end vi tror omkring os.

Da jeg kom ind i det her crowd udspillede der sig en historie som var ret intens, ret heavy og vild. Det føltes som en kæmpestor reminder om at jeg ikke skal opfinde den dybe tallerken, finde på en ny genre eller noget. Jeg skal bare beskrive det der er lige foran mig.

Hvad så nu når du skal skabe nyt? Har du brug for at tage et ukendt sted hen eller føler du at du har regnet den ud i forhold til hvad der motiverer og inspirerer dig?

Ja, 7-9-13. Både på grund af Shanghai og det efterfølgende år hvor jeg arbejdede pissehårdt på at lave pladen. Jeg ville lave det vildeste værk ever og det er bare hårdt arbejde. Der er den sjove inspirerende del hvor man er ude og opleve og så den uinspirerende del hvor man sidder i et studie og kigger på en high hat i evigheder. Man enten hader alle sangene eller elsker alle sangene, og føler sig helt psykotisk.

Jeg var broke efter turen og havde ikke udgivet noget i lang tid. Jeg flyttede hjem til min mor og måtte sidde med en dyne over hovedet om natten og indspille for ikke at vække hende. Det var bare en følelse af ”ok, jeg har kun den her plade”.

Og hvis den så floppede når den kom ud, så var det lige meget, for så havde jeg i det mindste lavet noget jeg var stolt af.

Sjovt hvordan det så netop er gået helt vildt godt med den plade, nu du havde det sådan.

Ja. Med mine første to plader var jeg meget mere usikker og afhængig af hvad folk syntes.

Og nu har du lavet noget hvor du et eller andet sted kan skide på hvad andre siger. Gode anmeldelser er jo altid dejligt, men pladen har den værdi det har for dig og der er der ingen der kan messe med.

Ja og det har givet en god spiral. Når først man lærer den følelse at kende kan man også søge efter den. Uanset om jeg laver musik, videoer eller koncertkoncepter, kan man mærke der er to veje. Denne ene er ”Åh nej, vil de spille det i radioen, skal jeg lave omkvædet mere catchy osv.” eller den vej der hedder ”Er det interessant det her? Udfordrer jeg mig selv og andre?” Den første vej er nederen og ukreativ. Den anden er et meget sjovere sted at være.

Hvor er det fedt du har tappet ind i den følelse

Det er så rart. Jeg har det som om jeg er i mit kunstneriske forår. Det bliver kun federe og federe.

Min personlige erfaring er at flipsiden nogle gange kan være at når det går godt kommer der også tilsvarende mere pres på. Hvordan har du det med den slags?

Jeg kan godt mærke det. Pladen går så godt og der er sket virkelig meget det sidste år. Det er sjovt, man bruger hele karrieren på at skubbe den der fucking sten der ikke flytter sig og lige pludselig ruller den. Der har været en del pres på min næste single og jeg ved der er mange der kigger på hvad jeg gør næste gang, så jeg vil rigtig gerne putte noget fedt ind i det der space.

Men nu er der ro på. Jeg har skrevet noget jeg er rigtig glad for og som siger nogle ting jeg er rigtig glad for.

Jeg vil gerne snakke lidt om det visuelle. Jeg er vild med hvordan din lyd og det visuelle følges ad og forstærker hinanden. Hvis vi nu leger du havde et ubegrænset budget hvad er så det vildeste show du kunne drømme op?

Det er jo sådan et vind-i-lotto spørgsmål! Jeg vil i hvert fald gerne hyre dansere /skuespillere. Jeg kan godt lide at bygge scenografi med mennesker og skabe forskellige rum. Og så vil jeg gerne lave et kostume a la det jeg optrådte i til Steppeulven, hvor der går strenge ud fra min krop som publikum kan hive i, bare i et endnu større skala som et kæmpe edderkoppespind.

De skulle hive mig rundt og jeg ville bare overgive mig fuldstændig til folks magt

Lyder som noget af en tillidsøvelse.

Præcis. Jeg var faktisk lidt træt af til Steppeulvene at folk ikke rigtig turde hive til. Jeg havde håbet nogle ville hive mig ned fra scenen. Den eneste der turde hive, var min mor.

Jeg ville også gerne hyre nogle mennesker. Jeg har lige lavet et teaterstykke Orestien, hvor jeg fandt ud af hvor dygtige scenografer er. Jeg gad godt hyre en scenograf og sidde i møder med en masse folk og tale om hvad kunst er og finde temaer. At lave en koncert som er en dramaturgisk fortælling med lyde, skærme, spejle, visuals og laser.  Jeg ville have alt undtagen et liveband.

Det lyder så spændende. Du har vel egentlig heller ikke et band?

Jeg læste i et interview at en af grundene til du står alene på scenen er, at hvis der står en mand ved siden af dig på scenen så giver folk ham automatisk credit for at være hjernen bag. Det kan jeg selv genkende rigtig meget.

Ja, selv hvis han så står og spiller fucking triangel. ”Ham der med trianglen! Meget klogt af ham at spille triangel, det er et ironisk move”.

Hvorfor er det så svært som kvinde at få credit for at være mastermind bag vores egen karriere og kunst?

Fordi mennesker er vanedyr. Vi er ikke sexister af natur, vi er vant til at se det er en mand der er mastermind.

Har du oplevet at du skal overbevise folk du selv står bag din musik? Er der en form for mistro?

Ikke så meget mere. I starten kunne jeg godt møde skeptiske spørgsmål, men jeg tror jeg har fået slået det fast efterhånden.

Jeg mødte for nyligt igen et af de sædvanlige argumenter fra nogle mænd i musikbranchen, at kvinder også bør dedikere 10-15 år til at sidde og nørde med en computer eller skal have gået på konservatoriet, eller hvad det nu kan være. Som om du skal krydse nogle ting af før du kan få love til at kalde dig musiker. Men i sidste ende er det vel musikken det kommer an på?

Fint nok hvis man har siddet med en computer i ti år. Jeg er vist efterhånden deroppe af. Men jeg kunne lige så godt være væltet ind fra højre efter at have været gartner altid og lavet verdens fedeste plade. Eller have hyret nogle til at producere. Og det ville stadig være legit. Kanye har sikkert ikke rørt en computermus i ti år. Men han har jo stadig hyret nogle fede folk og skabt et værk. Det handler om vision.

Det kan også være fedt at give ting fra sig. Jeg har slet ikke noget imod dygtige folk der laver ting på mine tracks. Jo mere sikker jeg bliver på mig selv jo mindre ego får jeg i det. Den der kollaborative ånd er jo fantastisk.

Den her spørger jeg alle om. Hvad oplever du er den største forskel på at være kvinde og mand i musik anno 2019?

Det er svært fordi forskellene er så subtile. Der er lavet studier der viser at vi ikke respekterer kvindelige autoriteter, og det gælder både for mænd og kvinder.

Hvis en kvinde rejser sig op i en forsamling som en autoritet, flytter folks holdninger sig væk fra hendes uden de ved hvorfor. Hvis en mand gør det samme, føler folk at han har styr på det, det er trygt.

Den norske forfatter Siri Hustvedt har en virkelig skarp pointe om sammenfaldet mellem autoritet og kunst. Når man hengiver sig til et kunstnerisk værk, så mister man sin egen autoritet og hengiver sig til en andens. Hvis du lytter til en plade med tårer ned ad kinderne fordi du har hengivet dig helt, så er du i den plades magt. Og så kommer det interessante med at vi ikke er så gode til at hengive os til kvinders magt. Så skal værket være så meget bedre før vi tør hengive os til det.

Det er et kæmpestort komplekst samfundsproblem der skal løftes. Det kræver virkelig meget arbejde.

Det starter nede i det helt små. Som i USA hvor man lavede et studie med to skoler. På den ene hilste man hver morgen børnene med ”Godmorgen drenge og piger” På den anden skole med ”Godmorgen børn”. Da man kiggede på de grupper ti år efter ville børnene på den første skole typisk gerne arbejde som noget kønsnormativt. Pigerne ville være frisører, drengene ingeniører. På den anden skole var der meget færre tilfælde af kønsnormative valg.

I starten af min karriere blev jeg hele tiden spurgt om hvem der var mine kvindelige rollemodeller, og det havde jeg så svært ved at svare på for det havde jeg aldrig tænkt over. Det gik op for mig at fordi jeg er opdraget meget ukønnet med en mor der er computerprogrammør og hvor min søster og jeg legede med sværd og læste fantasy. Jeg var ikke opdraget med at der var noget kvinder ikke kunne, så da jeg skulle begynde at finde rollemodeller, var det meget naturligt for mig at spejle mig i mænd. Jeg tror at jo mere kønnet ens opvækst har været, jo mere har man brug for kvindelige rollemodeller, fordi man har fået opfattelsen af at der noget mænd kan og kvinder kan. Derfor er det vigtigt at se ”Hov, der er en pige her der laver elektronisk musik, så kan jeg også”.

Det tror jeg du har ret i. Forbilleder er vigtige af den grund.

Præcis, netop fordi mange er blevet kønnede i opdragelsen og det kommer vi nok ikke udenom de næste 300 år. Så derfor skal vi have kvindelige rollemodeller frem og vi skal tale højt om det.

Lil Halima blue sky background photo by Sara Saeidi

Foto / Julie Bjarnhoff

__________